Rune Jakobsen fremstiller alle skærebrætter helt fra bunden af store, rå, uhøvlede planker (5 cm tykke, op til 60 cm brede og 4 meter lange). Rune opskærer og forarbejder selv alt i hele processen frem til det færdige bræt.
Plankerne høvles og skæres i stave i den tykkelse brættet skal have. Herefter sorteres stavene og vendes så de får det bedste udtryk i forhold til træets struktur og åretegninger. Der tilstræbes symmetri og smukke mønstre
Stavene afrettes og limes af det antal stave der passer til brættets bredde. Limen er 100% vandfast, men ugiftig. Når limen er hærdet op er samlingen stærkere end træet selv. Man kan derfor ikke “knække” et bræt i limningen.
Efter limning afrettes og høvles brættet og der fræses riller til messing eller kobberskinner der limes i og slibes plan med træet. Som regel anvendes messing der er 2mm tyk og 10mm bred, men tykkere indlæg kan forekomme hvis brættet lægger op til det.
Der kan vælges mellem 2 typer håndgreb. Enten fræses der et greb ind i endestykkerne eller enden skæres i 45 grader.
Under fremstillingsprocessen pudses brætterne adskillige gange på alle flader og der sluttes af med 5 x finpudsning så overfladerne fremstår silkebløde. Det betyder også, at brætterne ikke bliver "ru" efter brug og afvaskning.
Alle kanter afrundes så der ikke er skarpe kanter og spidse hjørner på brætterne.
Vedligeholdelse og rengøring
Bruger du brættet som skærebræt vil der selvfølgelig komme ridser og mærker i træet - det kan ikke undgås selvom de anvendte træsorter er meget hårde. Vask brættet af i hånden umiddelbart efter brug, eller tør det af med en våd/ fugtig klud. Husk at gøre det vådt på begge sider, da det ellers kan "slå" sig.
Brættet kan sagtens tåle alm. håndvask med opvaskemiddel, men sæben vil efterhånden fjerne olieringen. Du kan derfor med fordel give brættet et tyndt lag almindelig madolie på alle flader en gang imellem - det vil bevare træets glød. Brættet skal være helt tørt før du kommer olie på. Skulle brættet med tiden alligevel blive lidt "ru" at føle på, er det fordi træets fibre rejser sig en smule på overfladen. Du kan få brættet glat igen ved at slibe træet nænsomt i årernes retning med en finkonet sandpapir med en kornstørrelse på 400 eller mere, og herefter give det alm. mad olie (fx. solsikkeolie) igen.